Samband   |
25. november 2012
Andakt

Kærlighed i handling





Der er en beretning om Jesus i Johannes 8, som jeg altid har holdt meget af, for den betød meget for mig, da jeg blev kristen.

Engang stod Jesus på en stor plads og fortalte om Gud og kærlighed, og blandt tilhørerne var der nogle, som havde fået nok af ham. De ville snøre ham til at gøre noget forkert. Pludselig kommer de slæbende med en kvinde, og de smider hende foran Jesus og siger til ham: "Denne kvinde har vi grebet på fersk gerning, i seng med en gift mand. Gud har sagt at man skal stene et sådant menneske, men hvad siger du?" Jesus var virkelig trængt op i en krog her, for hvis han gav dem lov til at stene hende, var der nok ikke så mange, der længere ville tro på al hans kærlighedspladder. Og hvis han ikke gav dem lov til at stene hende, ville han jo gå imod det, Gud havde sagt tidligere ... Men Jesus var fuldstændig rolig i situationen. Han satte sig bare provokerende ned og begyndte at skrive lidt i sandet. Folkene var fuldstændig oprørte, og de havde allerede samlet sten op fra jorden. "Giv os så et svar!" råbte de. Efter lidt tid rejste Jesus sig op, og alle blev helt stille. Så sagde ha! n koldt og roligt "Den af jer, der ikke har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten ..." Én efter én smed de stenene på jorden og gik hjem. Jesus så ned på kvinden og sagde til hende: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, og synd fra nu af ikke mere".

Jesus talte ikke bare stolper op og ned om kærlighed, han viste og gav kærlighed. Sådan møder Jesus også os. Han smider os ikke bare til stening, han tilgiver os. Den Jesus er værd at følge efter i sit liv.
PF



 
Created by krea.fo