Samband   |
20. mars 2011
Tvær ferðir umvendur
“Havi tey seinastu įrini notiš frišin ķ trśnni į Jesus Krist. Kenni meg bornan, og henda stųšan veitir męr  hvķld og gleši.” Hoyrdi henda vitnisburšin sum ungur drongur. Tį eg lati eyguni aftur, sķggi eg andlitiš. Taš var ein frišur og nakaš djśpt ektaš.

Ein glašur kristin. Letur taš seg gera ķ einum ófrišarligum heimi at hvķla viš ęvigum friši ķ hjartanum? Er taš ikki so nógv syndarligt at vera upptikin av?

Lķviš er ķ mangar mįtar eitt val, og ķ ungum įrum valdi eg at geva Guši gętur. Taš vóru dagar, tį trśgvin einans var, og hon segši męr ikki so nógv. Nś, įrini telja hįlva ųld, veršur stašfest, at sjįlvt um vit kunnu reika ymsar vegir, so er Guš trśfastur, og nįši hansara nżggj į hvųrjum morgni.

At velja Jesus er skilagott. Śtsųgnin kann tó hava eina įvķsa slagsķšu, tķ menniskjaš er grundlišur ķ setninginum. Vit kunnu einans velja Jesus, tķ Guš ķ Jesusi Kristi framman undan hevur valt okkum. Guš er byrjanin, og kęrleiki hansara grundstųšiš. “Vit elska, tķ at hann elskaši okkum fyrst.” (1. Jóhannes 4,19)

Byrjanin er altavgerandi, og Gušs kęrleiki gevur okkum mųguleikan at velja. “Ķ hesum er kęrleikin : Ikki at vit elskašu Guš, men at hann elskaši okkum og sendi son sķn til at vera bót fyri syndir okkara.” (1. Jóhannes 4,10)

At varšveita glešina ķ trśnni, at vera ein glašur kristin. Letur taš seg gera?

Įpostulin Paulus minnir kirkjulišiš ķ Filippi į, at stśran og dųpur hugsan ber ikki fram į leiš.

Glešin ķ Harranum, hin einfalda glešin ķ trśnni į Jesus Krist. Ķ spaklyndi at tęna honum, iš gav sķtt lķv vįra vegna.

Kallašur at bera glešibošskapin um Guš og rķki hansara. Glešiboš, iš skapa friš og samljóš. Ikki altķš er frišurin ašalmerki okkara, iš prędika hin glaša bošskapin. Višhvųrt snįva vit sum oršsins bošarar.

Frišurin horvin, og glešin vend til vreiši ella misnųgd. Taš kennist lųgiš, at vit višhvųrt fara av kós ķ okkara prędiku.

Ųšrvķsi er stųšan, tį vit ķ tķ jaršiska strķšast fyri okkara sjónarmišum. Taš er ikki alt sagt viš prędikuni eina. Taš hongur mangt og hvat viš, og syndarinnar arvur er ikki so at leggja frį sęr.

Lķkasum vit kunnu velja Jesus, eru vit mong, iš valdu ašra leiš. Guš havi lov fyri, at vit kunnu venda aftur, venda um. At vit kunnu leita til Jesus ķ įkallan og bųn og fįa fyrigeving syndanna. At vit verša reist aftur į fųtur, verša umvend og eru umvend. Venda heimaftur, velja faširhśsiš, taš kenda og trygga.

Vit prędika umvending, og taš er taš stųrsta eitt menniskja kann uppliva. At koma til trśgv, hvķla ķ trśnni og njóta frišin ķ Jesusi Kristi.

Mųtti einum manni, iš segši męr eina lųgna sųgu. Hann hevši veriš į mųti, og trśbošarin hevši sagt nakaš, iš eingin įšur hevši hoyrt. “Eg eri tvęr feršir umvendur”, segši trśbošarin, og als eingin skilti talu hansara. Tvęr feršir umvendur? Ber taš veruliga til?

“Eg var komin ķ syndaneyš og įkallaši Jesu navn til frelsu. Kendi frišin og glešina. Hvķldi ķ Jesu ųrmum, og alt var gott eina tķš. Men taš órógvaši mķna trśgv, at onnur menniskju  – eftir mķnari sannfųring – ikki tóku trśnna ķ įlvara. Glešin ķ Guši fekk ein beiskan brodd mótvegis menniskjum, iš Guš ķ syni sķnum Jesusi Kristi elskar. Taš syndarliga hjį ųšrum menniskjum kųvdi mķna gudstrśgv og glešina ķ Guši.”

Fólk vóru hugtikin av hesum vitnisburši, og fleiri kendu seg ķ somu stųšu. Taš var ov mikiš av misnųgd og neiligum tónum. Frelsarin broyttist frį at vera frelsari til at verša dómari. Ikki dómari mķn, men meira at kalla hęgsti dómara teirra, iš ikki vóru sum eg.

Trśbošarin helt fram : “Misnųgdin viš onnur kųvdi mķn vitnisburš. Brįdliga ein dagin, tį pķnan ķ sįlini gjųrdi um seg, rópti eg til Gušs um hjįlp, at eg mįtti finna aftur til frišin og glešina. Og enn einaferš varš eg umvendur og leiddur inn į kęrleikans veg.

Fyrra umvendingin gav męr ķ trśnni į Jesus Krist friš og gleši.

Seinra umvendingin gav męr kęrleika og hita, gav męr Gušs kęrleika at geva ųšrum. Henda seinra umvendingin gav męr eina fullkomna gleši og ein friš, sum hesin heimur ikki kennir.”

Vóni, at męr eydnast at koma til somu nišurstųšu, at Jesus og kęrleiki hansara er alt ķ ųllum. Amen.

Oršiš : “Nżtt boš gevi eg tykkum : Tit skulu elska hvųr annan; lķkasum eg havi elskaš tykkum, soleišis skulu eisini tit elska hvųr annan. Į tķ skulu allir kenna, at tit eru lęrusveinar mķnir, um tit hava kęrleika hvųr til annan.” (Jóhannes 13,34-35)

Jógvan Frķšriksson, biskupur



Kelda: vagaportal.fo



 
Created by krea.fo