Samband   |
8. september 2017
Tað heilt vanliga møtið
Vit takka Gudi og gleša okkum um tęr vęlsignašu mųtirųšir, sum taš fręttist um kring landiš. Men hvussu viš gerandisdegnum? Hvussu er hugburšurin višvķkjandi tķ heilt vanliga mųtinum, sum kanska er viku eftir viku?

Vit takka Gudi og gleša okkum um tęr vęlsignašu mųtirųšir, sum taš fręttist um kring landiš. Vit kunnu ikki liva, uttan at sįlir verša frelstar ella endurnżggjašar ķ trśnni į Jesus. Royndirnar siga, at taš ofta hendir, tį vit eru undur įvirkan frį Guds orši ķ longri tķš.

Sįlarfķggindi okkara, Sįtan, er ein stórur strategur. Hann hevur nógv um at vera į fleiri frontum. Eisini ķ vekingartķšum setur hann inn. Tį ein hevur lurtaš eftir Guds orši kvųld eftir kvųld, kann taš kennast so undarliga fįtękt, tį taš aftur veršur gerandisdagur. Undir mųtirųšini vóru vónirnar stórar. Mong upplivdu, at Gud į undurfullan hįtt greip inn til frelsu og endurnżggjan. Taš kunnu vit bert bišja um, mį henda staš eftir staš ķ stųšugt stųrri mun.

Gerandisdagurin
Men hvussu viš gerandisdegnum? Hvussu er hugburšurin višvķkjandi tķ heilt vanliga mųtinum, sum kanska er viku eftir viku? Eru vónirnar eins stórar til taš sum til tey serligu tiltųkini?
Taš eru tęr ikki og taš kunnu tęr heldur ikki vera. Ein mųtirųš er nakaš serligt og taš skal hon hava loyvi til at vera. Taš er nįtśrligt, at serligir dagar ella vikur verša umfevndir og umfevndar av vęntan og forbųn.
Kortini er taš veruliga įlvarsamt, um hugsavningin um taš serliga dregur burtur frį tķ berandi ķ eini og hvųrji meinigheit: Taš regluliga afturvendandi mųtiš.

Tį Jesus var umbroyttur į fjallinum, fóru hann og lęrusveinarnir oman ķ dalin. Taš var ikki lętt fyri tey, iš livdu į Jesu dųgum. Taš er taš heldur ikki fyri okkum. Taš kann kennast fįtękt at koma saman eitt heilt vanligt gerandiskvųld til eitt einstakt mųti. Taš er hęttisligt at slaka fyri hesi kenslu og lata hana taka ręšiš. Taš slepst ikki undan, at hon įvirkar talaran og lemjar dirvi hansara. Hann og onnur kunnu verša gripin av tķ kensluni, at mųtir okkara bert eru nakaš, sum skulu fįast frį hondini. Tey gerast til nakaš, sum er neyšugt til tess at halda eldinum višlķka millum mųtirųširnar, har taš veruliga hendir.

Dagliga breyšiš
Taš dagliga breyšiš er lķvsneyšugt, bęši ķ tķ likamliga og ķ tķ andaliga lķvinum. Vit liva av Guds orši, rętt okkum av bošarum, sum sjįlvir hava tikiš ķmóti tķ.
Taš er ikki vķst, at tś hugsar stórvegis um taš, at tś dag eftir dag kanst seta teg til boršs og fįa dygdargóšan kost. Lęr av Jesusi at takka fyri breyš og fisk. Lęr at siga takk fyri, at tś ferš eftir ferš sleppur at taka ķmóti fųšslu fyri sįl tķna ķ tķ andaliga heiminum, sum Harrin hevur giviš tęr.
Skulu vit koma vęl ķgjųgnum lķviš, mugu vit lęra at tilogna okkum tann dagliga kostin. Vit mugu gleša okkum yvir hann. Harrin reišir borš fyri okkum ķ oyšimųrkini og taš skulu vit ikki lķtilsvirša.

Rętta hoyri-sinniš
Ķ inngangsbųnini ķ kirkjuni ljóšar taš: Harri, eg eri inn komin ķ hśs tķtt at hoyra, hvat iš tś, Gud Fašir, Skapari mķn, tś Harri Jesus, Frelsari mķn, tś góši Heilagi Andi, Uggari mķn, vilt viš meg tala.
Somu orš galda taš heilt vanliga mųtiš. Vit eru ikki komin saman at hoyra ein įvķsan talara. Vit eru savnaš fyri Guds andliti og vit vilja hoyra, hvat tann trżeindi Gud vil siga okkum.
Tį hann talar, er taš heilt vanliga fariš. Taš finst ikki eitt heilt vanligt mųti viš Jesus. Hvųrt mųti viš honum er ein rķkdómur so ófatandi, at orš ikki kunnu greiša frį. Hvųrt mųti hevur ęvinleikans tżdning, tį hann talar viš hjartaš.

Gęvi Harrin letur eygu okkara upp fyri tķ afturvendandi mųtinum sum eini undurfullari gįvu. Lat okkum bera taš fram ķ bųn. Lat okkum lurta eftir bošanini sum Guds talu til okkara. Lat okkum taka ķmóti tķ, sum Harrin vil geva okkum. Lat okkum bišja fyri okkara bošarum. Lat okkum ikki gloyma teir, sum viš sķšuna av einum stręvnum starvi fara śt viš Guds orši ferš eftir ferš. Eisini teir hava tųrv į at merkja, at teir ganga ķ gerningum, sum eru fyriskipašir frammanundan. Teir eru umfevndir av kęrleika frį vinunum og bornir av forbųn teirra. Lat teir merkja, at tį teir koma, eru okkara vónir stórar til Harrans.

Ganga vit fram eftir tķ vegnum, veršur taš enn rķkari at savnast aftur og aftur til mųtir okkara, sum eru Guds ófatiligu gįvur til okkara.


Śr bókini "Mellem liv og dųd", Dansk Luthersk Forlag 1998, Hans Erik Nissen.
Ųssur Kjųlbro tżddi.




 
Created by krea.fo